Ekstra Bladet: Når chefen er dig selv

Når chefen er dig selv

Er du træt af din mester, eller er du bare træt af at være lønslave, så kunne det måske være en idé at blive din egen chef. Dansk Byggeri giver et par råd med på vejen

Af Maria Lykke Andersen
mail@mariamedia.dk

Går du med en drøm om at starte din egen håndværkervirksomhed, og ligger opsigelsen til mester allerede klar hjemme på skrivebordet, så læs med her. En klog håndværker gør sig et par overvejelser først, mener Jørn Jensen, udviklingschef i Dansk Byggeri.

– Det kræver nogle helt andre kompetencer at være virksomhedsleder end at være svend. Man skal overveje, om man har det, der skal til. Du skal mestre ledelse, organisering, økonomistyring, markedsføring og kunde- og medarbejderhåndtering, siger Jørn Jensen.

Ha’ styr på styring
Udviklingschefen er heller ikke i tvivl om, hvad det er, der gør, at nogle håndværkervirksomheder klarer skærene i den nuværende finanskrise, mens andre må lukke.

– De byggevirksomheder, der klarer sig bedst både i gode og dårlige tider, er dem med fokus på ledelse, byggepladsstyring og økonomistyring. De, der ikke mestrer dette, klarer sig dårligst, viser talrige analyser udarbejdet af Dansk Byggeri.

Overvej at blive flere
En selvstændig håndværker in spe bør overveje, om virksomheden skal være et en-mands-foretagende, eller om et samarbejde med andre er en fordel. Måske er den nye virksomhedsejer ligefrem klar til at være chef for flere end sig selv.

– Man kan ansætte medarbejdere fra dag 1, hvis man kan håndtere det administrativt, økonomisk og ledelsesmæssigt. Det kræver et svendebrev at kalde sig mester inden for eksempelvis tømrer-, murer- og malerfaget, forklarer Jørn Jensen.

Skaf underleverandører
- Der er administrative og ledelsesmæssige fordele ved at være alene. Til gengæld er det meget begrænset, hvor mange opgaver den selvstændige håndværker kan sige ja til. De fleste får hurtigt behov for flere personelle ressourcer. Derfor ansætter de folk eller arbejder med underleverandører, der bliver betalt via faktura.

En særlig støbning
- At arbejde som selvstændig kan være meget arbejdskrævende. I begyndelsen skal du som udgangspunkt løfte ALLE opgaver selv, og det kan i perioder føles ensomt, siger Jørn Jensen. Derfor kræver det en særlig støbning menneske, mener han.

– Du skal heller ikke være typen, der hæfter sig ved, om arbejdsugen er på 45 eller 50 timer. Man skal først og fremmest elske arbejdet og den tilfredsstillelse, det giver at opnå noget. Det gode er, at du kan føre dine egne idéer og visioner ud i livet, og det giver ofte større motivation at arbejde for sig selv frem for en arbejdsgiver, siger udviklingschefen fra Dansk Byggeri.

Jeg ønskede mere kontakt til kunderne

Maler Michael B. Sørensen har aldrig manglet opgaver, siden han blev selvstændig for 12 år siden

– Der findes dage, hvor jeg ligesom alle andre spekulerer over, om jeg stadig har job om et halvt år, særligt som samfundsøkonomien ser ud nu. Malere er jo ofte dem, der sies fra, når der skal spares i de små hjem, siger 39-årige Michael B. Sørensen, selvstændig maler siden 1999.

Indtil videre har han dog ikke haft grund til bekymring. Slet ikke! Han annoncerer aldrig, og alligevel har han altid opgaver nok. I perioder flere end han selv kan nå.

– Et godt gammeldags råd er at bruge mindre, end man tjener. Så kan det ikke gå helt galt. Og så skal man have en revisor som sin højrehånd.

Bliver anbefalet
Ifølge Michael B. Sørensen er årsagen til succesen nok også, at han helt fra start tog 10-15 kroner under normal timepris. Han mener ikke, at han dumper prisen.

– Jeg tror bare, jeg er mådeholden. Jeg har set andre malere, der skruede timelønnen op til 450 kr. før finanskrisen. Det er dem, der sies fra, når samfundsøkonomien har det dårligt.

Udover den lavere timeløn stræbte Michael B. Sørensen efter at være serviceminded og stabil. Det gjorde ham til én, kunderne anbefalede andre at bruge. Efterhånden fik han en stor kontaktflade, og den lever han stadig af i dag.

Gift med arbejdet
12 år tilbage i tiden trivedes Michael B. Sørensen ikke under sin mester. Han længedes efter noget mere.

– Jeg var træt af at blive sendt ud på kedelige byggepladser og ønskede noget mere med faget. Først og fremmest ville jeg have bedre kontakt til kunderne. Derfor blev jeg min egen chef.

Som ny selvstændig ændrede tilværelsen sig radikalt. Michael B. Sørensen gik fra en hverdag, hvor arbejdet var ude af tankerne, når det blev fyraften til et liv, hvor han nærmest var gift med sin virksomhed.

– Jeg var single dengang, så det var en god kombination for mig med nye relationer og arbejde. Men på et tidspunkt blev det for meget. Jeg gik under navnet Malermichael og var hverken maler eller Michael.

Husk kontorarbejdet
Malermichael råder gerne andre, der drømmer om at blive selvstændige.

– Det er vigtigt at have kontor uden for hjemmet, så du ikke tager arbejdet med hjem til familien. Lær kunderne ikke at ringe om aftenen.

Derudover gælder det om ikke at nedprioritere alt det administrative, mener han.

– Mange knækker halsen på kontorarbejdet, for kommer man først bagud er det svært at følge med.

Brug to-tre ugentlige morgener på kontoret. Send fakturaer ud samme uge, arbejdet er blevet udført. Ringer folk efter et tilbud send da udregningen af sted med det samme.

Fakta:
10 råd fra Dansk Byggeri
• Sæt dig ind i hvilke administrative opgaver det kræver at drive virksomhed
• Overvej om du skal arbejde sammen med andre.
• Søg professionel rådgivning før og efter opstart.
• Få udarbejdet et økonomisk budget for opstarten. Hænger det sammen?
• Overvej om din forretningsplan er realistisk. Holder det at annoncere således: ”Alle tømreropgaver udføres”?
• Forstå at livet som din egen chef kræver høj grad af selvstændighed og selvdisciplin.
• Overvej om du er klar til at tage det fulde økonomiske ansvar selv og afklar med din partner, om du har grønt lys på trods af risikoen for dårlig økonomi.
• Afgør hvor mange timer du ønsker at bruge på dit arbejde i forhold til privatlivet
• Vær klar til som udgangspunkt at skulle gøre alt selv. Du er i begyndelsen helt alene og har ingen at diskutere akutte problemstillinger med.
• Hold løbende styr på økonomien. Tjener du penge, og hvordan ser likviditeten ud?

Fakta:
I 2010 var der 19.885 selvstændige erhvervsdrivende inden for Bygge og Anlæg.
Kilde: Danmarks Statistik

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Ekstra Bladet og tagget . Bogmærk permalinket.