Dk’s Naturfredningsforening: Elbil-reportage

En uge med elbil satte evnen til planlægning på prøve

En uge med Nissan Leaf gav god samvittighed, køreglæde og komfort, men satte frihedsfølelsen på standby.

Af Maria Lykke Andersen

Tirsdag ankommer jeg spændt til Autonorden på Amager for at få overdraget den eldrevne Nissan Leaf, som min familie og jeg skal adoptere en uge. Det er nu, midt i en kold årstid, at bilen skal stå sin værste prøve.
Direktør Benny Kornum sætter mig ind i bilens fortræffeligheder. Bakke-kamera, varme i rattet, temperaturregulering via mobiltelefon, for at nævne lidt. 
Han fortæller, at klimaanlægget sluger strøm, og at jeg derfor skal bruge det med omtanke alt efter, hvor langt jeg vil køre. Det skal vise sig, at jeg nok lader mig skræmme for meget af den oplysning.
”Du må ikke være bange. Brug bilen som du nu engang skal,” er de sidste dessiner, han giver mig, inden jeg ruller ud og kører hjem til Solrød.
Bilen er næsten lydløs. På motorvejen dykker kilometer-beregneren (km.-b.) med raketfart. Fra at have 120 kilometers rækkevidde har jeg snart kun 105, 96, 88…km. tilbage. Derfor slukker jeg for varmen og sætter farten ned til under 100. Uhu, lækkert optræk… oh hvilken køreglæde, men tæerne føles efterhånden meget kolde.
Jeg indser, at det kræver mere planlægning at køre på strøm end på benzin. Jeg skal kende mit kørselsbehov på forhånd. Dermed bliver elbilen omdrejningspunkt for planlægningen af min tid, om jeg vil det eller ej.

Jeg sætter bilen til opladning klokken 22.20.

Onsdag, klokken 7.30, er ”Leafys” batteri igen fuldt opladet. Jeg overvejer, om jeg tør tage el-bilen til et vigtigt forretningsmøde i København senere på dagen. Jeg må bare ikke komme for sent, så alt skal klappe. Jeg ringer til det pågældende firma og får at vide, at de ikke reserverer p-pladser til elbiler. Beslutter mig alligevel for at rejse på strøm og opvarmer kabinen inden afgang.
Da jeg kører af sted, har jeg iført mig termobukser, forede støvler og hue, men glemmer vanterne. På motorvejen skeler jeg konstant til km.-b. og bliver bekymret for, om jeg kan nå hjem igen og hente børn uden at gøre brug af en quickoplader i byen.  Jeg sætter fartpiloten på 99 km/t, ikke mindre, da tiden for mødet er fremskreden. Heldigvis er der ingen nedbør, så jeg undgår varme på ruden. Fingrene føles stivfrosne. Da jeg når byen og sætter farten ned, stiger antallet af tilbageværende kilometer en anelse. Jeg bliver nu mindet om, at km.-b. kun er vejledende og styret af, hvor hårdt jeg vælger at belaste batteriet. Således oplyst er jeg mere ubekymret på hjemturen og vælger at nyde varmen fra klimaanlægget og rattet.   

Torsdag forbereder jeg mig mentalt på en længere køretur til høreapparatvirksomheden Widex i Lynge: Indehaver af et stort CO2-neutralt domicil og min mands arbejdsplads. Jeg ringer på forhånd og sikrer mig, at Widex vil forære strøm fra deres vindmølle til min bil, mens jeg laver et interview.
Tilfældigvis ligger en af Hovedstadsområdets gratis hurtigopladere på vejen, i Ballerup, hvilket beroliger mig.

”Leafys” navigationssystem foreslår tre forskellige ruter. Jeg vælger den korteste på 44 km via motorvejen og kører 80 – 100 km/t. Jeg lader ikke varmeblæseren køre konstant og er derfor taknemmelig for uldtæppet over mine ben. Uden for fryser det 5 grader.
Jeg har brugt knap halvdelen af strømmen, da jeg når frem og kan sætte bilens stik i Widex’ forlængerledning.
På vej hjem forkæler ”Leafy” mig med konstant varme i sæde, rat og på klimaanlægget. Hjemme i indkørslen er jeg derfor nødt til at betale tilbage med en nats opladning.

Fredag bider kulden, så jeg kører børnene til dagpleje og børnehave, selvom turen er kort. Bilen er jo miljøvenlig, så jeg har god samvittighed. 

Lørdag kommer fotografen for at forevige familien med ”Leafy” i baggrunden. Efter en fotosession på landevejen havner baghjulene i en lav grøft. Barnemad for en benzinbil, men uoverstigelig for ”Leafy”. Heldigvis får vi hjælp af en forbipasserende bilist.

Søndag kører jeg en kort tur for at besøge nogle venner. Der er ikke plads til klapvognen i bagagerummet, så vores datter må klare den lange gåtur til stranden på egne ben.

Mandag føler jeg mig helt tryg, da jeg med 110 km/t og fuld drøn på alle tænkelige varmelegemer i bilen kører tilbage til Amagernorden. Jeg ærgrer mig over at skulle aflevere ”Leafy”, nu hvor jeg endelig har fundet ud af at administrere min kørsel. Aftenen før erkendte min mand og jeg dog, at vi ikke kender vores kørselsbehov godt nok til at anskaffe os en Nissan Leaf. Den ville være perfekt som familiens anden bil, men vores økonomi dikterer, at vi kun kan have en. Og selvom det er fristende at køre miljøvenligt, vægter muligheden for en hverdag med frihed til lange uplanlagte køreture højere. Usikkerheden om batteriets levetid og ydeevne efter et par år spiller også ind i vores valg. 

Faktaboks:
Familiens forbrug:
Kørt: 460 km.
Strømforbrug: ca. 230 kr. (Ca. 5 km. per kWt, kilde: Nissan. 1 kWt: 2,50 kr. kilde: SEAS-NVE)


Billedtekst:

Journalisten med hendes familie og ”Leafy” i baggrunden.

Billedtekst:
Nissan Leaf, 5 dørs. Pris: 290.690 kroner. Batteri på 24 kWt med 5 års garanti. Rækkevidde under optimale forhold: 175 km. Fuld opladning i almindelig 10 amperestik: 9-11 timer. Opladning i Quickstander: 80 procent: 30 minutter. Årlig ejerafgift: 0 kr.

Dette indlæg blev udgivet i Danmarks Naturfredningsforening. Bogmærk permalinket.