Dk’s Naturfredningsforening: Portræt af Maja Lisa Engelhardt

Naturen gør mig stille

Kunstner Maja Lisa Engelhardt vil pege på naturen med sine værker, så beskueren bliver inspireret til at gå ud og nyde den og samtidig får en erkendelse af sig selv. Et særligt stykke natur i Danmark var medvirkende årsag til, at hun som barn blev troende og erkendte den livsopgave, der i dag har gjort hende internationalt anerkendt. I dag fylder naturen stort set alt i hendes kunst.

Af Maria Lykke Andersen
mail@mariamedia.dk

Ud ad en grusvej, der føles så lang som førte den til verdens ende, ligger det fredede naturområde Vrøj ved Saltbæk Vig tæt på Kalundborg. Området er fredet og offentlig adgang forbudt. Mellem summende insekter og tilrejsende fugle, til duften af hybenroser og lyden af bølgeskvulp sad Maja Lisa Engelhardt her som barn og forevigede sine indtryk af naturen på en tegneblok.

Her søgte hun tilflugt, når skænderierne i hjemmet og moderens alkoholmisbrug blev for udmattende.

”Mine søstre og min natur er alt det gode, jeg mindes fra min barndom,” siger Maja Lisa Engelhardt med sin karakteristiske mørke stemme. Det meste ved denne kunstner og kvinde er dramatisk. Hendes mørkt optegnede øjne, det mørke krøllede hår. Hendes svære barndom og hendes malerier.

Alligevel udstråler kvinden ro, som hun sidder dér i sit landkøkken, i et hus i Eskebjerg ved Kalundborg. Hun efterlader indtrykket af et menneske, der hviler i sig selv og sit ophav.

Kvinden i køkkenet er internationalt anerkendt for sin overvejende abstrakte billedkunst. Gallerier i New York og Danmark medvirker til, at hun og ægtefællen Peter Brandes, der også er kunstner, har økonomisk frihed til udelukkende at bruge energi på værkerne.

For Maja Lisa Engelhardt har det flydt fra en kreativ kilde allerede siden barndommen.

Barndommen og naturen
I 1960 flyttede hun som 4-årig med forældrene ind i et husmandssted mellem Saltbæk og Lille Vrøj ved Kalundborg. Forældrene kunne ikke sammen. Moren havde et altødelæggende alkoholforbrug, og faren terroriserede med sine psykopatiske tendenser.

”Når hverdagen blev for uudholdelig, søgte jeg ud i naturen. Den kunne jeg regne med,” fortæller Maja Lisa Engelhardt.

Det fredede område ved Saltbæk Vig lutrede den lille piges udmattede sjæl. Men der skete også noget andet.

”I naturen mødte jeg en fantastisk kraft. Jeg fornemmede, at der var noget bagved. En sammenhæng ned til mindste detalje.”

Det særlige nordiske lys over vandet greb barnet om hjertet. Havets undseelige farver. En palet af grå nuancer. Pigen blev overbevist om, at naturen ikke var selvgjort. Det måtte være kærligheden fra en skaber, der stod bag mangfoldigheden af lys, dyr og planter. Meget tidligt blev hun optaget af at videregive det, hun så. Hun begyndte at tegne og male.

Hun var måske kun ude ved vigen i kort tid af gangen, men opholdet i naturen gav hende styrke til at gå hjem til den ødelæggende krig i hjemmet. Hjem til hendes elskede små søstre, hun af sig selv havde overtaget ansvaret for.

I dag bærer hun ikke nag, for hendes gud hjalp hende med at tilgive. Nu er det kun gode minder, der vælder op, når hun ser områdets landskaber, bedyrer hun. Og man tror hende, når hun med et lys i øjnene beskriver det, hun kalder ”min natur”.

Hjemme i naturen
Huset i Eskebjerg, hvor interviewet finder sted, ligger ikke langt fra barndommens lutrende natur.

På den anden side af haven ligger Sjællands største græsningsoverdrev Vesterlyng. For en berejst Maja Lisa Engelhardt er der intet som landskaberne ved Kalundborg, der formår at åbne alle hendes sanser.

”Det må være genkendelsen i landskabet, der griber mig så stærkt. Jeg kender hver en busk, hvert et træ, blomsternes navne, de mange fuglearter. Det at vågne op herude i naturens stilhed, giver mig tryghed og får mig til at føle, at jeg hører til med hele mit væsen. Jeg er naturens datter, og mit hjerte er i dansk natur. Naturen er min palet, og mine malerier er naturens farver.”

Kunsten og naturen
Det nordiske himmellys er endnu et af de elementer, der betager Maja Lisa Engelhardt.

”Da jeg på et tidspunkt var i USA i forbindelse med en udstilling, spurgte en gæst, om jeg var fra Skandinavien. Han genkendte dette særlige lys i mine malerier. Hvor blev jeg glad.”

Guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye er en af de danske kunstnere, der fascinerer hende mest.

”Jeg føler mig forbundet med Lundbye. Han var kristen, og ligesom jeg havde han en længsel efter skønhed. Når jeg sommetider er gået i stå med et billede, kan min mand finde på at sammenligne lyset med det lys, der findes på et maleri af Lundbye. Sådan en bemærkning kan være forløsende og bringe mig videre i bestræbelsen på at finde det billede frem, som jeg har set i et glimt.”

Maja Lisa Engelhardt vil pege på naturen med sin kunst, så beskueren bliver inspireret til at gå ud og nyde. Den påvirkning oplever hun selv, at andre kunstneres værker kan have på hende. For eksempel L.A. Ring. Når hun ser en hullet og pløret jordvej, er det ikke bare et mudderhul. Hun opfatter dens skønhed på en helt ny måde, for den har han lært hende at se.

”L.A. Ring var ateist, men alligevel taler han til mig, blandt andet på grund af lyset i hans billeder. Den måde, han lader det spejle sig på i det stille vand i Roskilde Fjord, er for mig et evighedsbillede. Når jeg ser himmelen spejle sig hos Ring, tænker jeg, at det kan den kun, fordi vandet er så stille og blankt. Hvis der havde været lidt uro i vandet, havde himmelen ikke kunnet spejle sig. Det får mig videre til at tænke på, at hvis troen skal kunne spejle sig i et menneske, må det også være stille.”

Stilheden og naturen
Stilhed er noget Maja Lisa Engelhardts søger, når hun skal arbejde. Hun kan ikke frembringe det rigtige billede, før hun bliver helt tavs i sig selv. Og her er naturen en hjælpsom partner.

”Når jeg går ud i naturen, er jeg helt nærværende. Jeg kaster alle mine tanker og spekulationer bort, for ellers kan jeg ikke dufte, føle og se den. Netop naturens forløb inspirerer mig. Dyrene stiller ikke spørgsmål eller bekymrer sig. De kræver intet, men lever i nuet og ER bare. Noget vi mennesker kan lære af.”

Maja Lisa Engelhardt vil ikke have, at hendes billeder udelukkende får en dekorativ funktion. Malerierne rummer en fundamental vildskab, et øjebliksbillede af naturen. Alt efter øjnene der ser. Dem, der vil, sanser også Skaberen i de hovedsageligt abstrakte billeder. Og det er essensen af, hvad hun ønsker med sin kunst.

Kunstneren forklarer, at man i billederne nok kan se hendes ”håndskrift”, der er grundet i den natur, hun er opvokset i. Men indholdet i billederne kommer et andet sted fra, og det er op til den enkelte at tolke dem, for hun vil ikke missionere. Derfor stiller malerierne kun spørgsmål og giver ingen svar.

Hun udfører sin billeder med en pligtfølelse og skaber kun det, hun må skabe. Finder man en ro til fordybelse og erkendelse af sig selv og sin livsopgave, når man står over for hendes værker, bliver hun taknemmelig.

”Mange mennesker går ofte forbi stilheden. De er aldrig alene, har altid mobilen eller tv’et tændt. Der findes så mange åndssvage talentprogrammer, med falske drømme, der ødelægger menneskers liv. Vi sammenligner os alt for meget med hinanden og bliver ulykkelige, hvis vi ikke opnår det, vi tror vi vil. Alle mennesker har en opgave her i livet, og ingen opgave er finere end andre. At gå stille i naturen med et åbent sind kan forvandle én. Lykken ligger gemt i den stilhed.

Kunstnerens skabende natur
I Maja Lisa Engelhardts atelier udspiller sig et mindre drama, før hun opnår denne eftertragtede stilhed, og før farveklatterne på kanvasset når sit højere formål. En slags renselsesproces.

”De første dage vælter det frem med fragmenter af tanker og følelser. Bunker af indre affald. Jeg er helt krampagtig. Måske først på 10. dagen begynder jeg at blive stille og mere lyttende, så billedet kan tage over. Det er som om, jeg laver hele kulissen, og aktøren først kommer, når sceneriet er på plads. Fra da af er jeg helt ubevidst om, hvad jeg gør.”

Kunstneren hører gerne musik, når hun maler. Kun musik hun kender til bevidstløshed. Helst Arvo Pärt. Tonerne inde i atelieret skal tjene samme funktion som naturen udenfor gør – som en hjælp til at blive stille indeni.

Netop på grund af behovet for mental stilhed har Maja Lisa Engelhardt og ægtefællen siden 1980 haft fast adresse i Colombes, lidt uden for Paris. Et frivilligt kunstnereksil.

”Når vi er hjemme i Danmark, dyrker vi venskaber og er udadvendte. Dernede arbejder vi. Jeg kan ikke gå i atelieret dagen efter et middagsselskab. Samtalerne bliver jo ved med at køre rundt i hovedet på mig. Jeg må vide, at jeg har mindst en måned til at fordybe mig uden at blive afbrudt.”

Fakta:
Maja Lisa Engelhardt

  • - Født i 1956 på Frederiksberg.
  • - Uddannet fra Det Fynske Kunstakademi.
  • - Fik sit gennembrud allerede ved debutudstillingen “Klædebon” i Nikolaj Kirke, København, og har siden haft adskillige separatudstillinger herhjemme og i udlandet.
  • - Indgår i flere bogudgivelser, hvori værkerne er gengivet. Senest bogen ”Mod Lyset” om hendes 20 kirkeudsmykninger. (Kristeligt Dagblads Forlag)
  • - Er blevet tildelt flere priser heriblandt Rockwool Prisen og Prins Henriks Legat.
  • - Har blandt andet illustreret Saxos Danmarkshistorie.
  • - Bor til daglig i Colombes, Paris.

Billedtekster:
1 Kunstner Maja Lisa Engelhardt foran et forladt fiskerhus ved barndommens frirum – Saltbæk Vig. Stedet har leveret de mest uforglemmelige naturoplevelser i hendes liv. Som barn mødte hun her en havørn, så stolt og stor, at hun blev forskrækket. Og her har synet af havets isskruninger lagret sig i hendes indre billedsamling.

2 Kunstner Maja Lisa Engelhardt har altid følt sig hjemme blandt Saltbæk Vigs vindblæste træer og sjældne flora. Et paradis af uforstyrrethed for fugle som tornirisk, viber og koleriske ryper, der letter og lander! For grågæs og gravænder, der kappes om at overdøve hinanden. Og for en lille pige, der ikke kunne lade være med at tegne alt, hvad hun så.

3 Erindringens rum. Ved Saltbæk Vig ligger et hemmeligt museum over forliste sko, der er skyllet op på land. Her gjorde Maja Lisa Engelhardt sig mange tanker som barn. Med ryggen op ad skurets væg og med blikket i retning af havet blev kærligheden til naturen og havets undseelige grå farver grundfæstet.

Dette indlæg blev udgivet i Danmarks Naturfredningsforening. Bogmærk permalinket.